Kommenteret CV

1995 – : Frelance-journalist med speciale i udvikling

Jeg er uddannet journalist – og senere diplomjournalist – og det er de journalistiske redskaber, jeg bruger, hvad enten jeg laver journalistik, kommunikation eller oplysning.

Siden 1995 har jeg været freelancer og har løst store og små opgaver for en række forskellige medier, organisationer og myndigheder, men også haft mulighed for at løbe egne projekter som film og bøger i gang.

Det var ikke min plan at blive freelancer, men da jeg kom tilbage til Danmark og mit bofællesskab i Vejle efter et par år i Lesotho i Afrika, var det som freelancer, jeg kunne blive ved med at arbejde med Afrika, udvikling og globale emner. Jeg lagde ud med at tage tilbage til Lesotho i halvanden måned og derefter til Tanzania i tre måneder for Mellemfolkeligt Samvirke. Her samlede jeg masser af stof til artikler, som det lykkedes at afsætte til danske aviser, magasiner og fagblade. Jeg var i gang.

De første år fortsatte jeg med sideløbende at skrive artikler fra det øst-, midt- og sydjyske, men efter et par år optog Afrika, udvikling og globale emner al min tid og har gjort det siden. Kontakt til et par gode kolleger var afgørende for dét: Jesper Jespersen, der desværre døde alt for tidligt i 2003, fik mig med ombord i det nordiske tidskrift, Development Today, han havde været med til at starte. Her var jeg dansk korrespondent frem til 2007. En anden Jesper – Søe – var dengang redaktør af Danidas magasin Udvikling og sendte mig til Tanzania, Egypten, Vietnam, Ghana, Eritrea og Etiopien for at lave store landetemanumre af Udvikling.

Valgobservationer

Det var også i de år, Udenrigsministeriet satte udsendelsen af valgobservatører i system og oprettede IHB, Det Internationale Humanitære Beredskab (der i 2012 blev omdøbt til FSB, Freds- og Stabiliseringsberedskabet). Jeg blev optaget og var udsendt som valgobservatør i Tanzania i 2000 og i DR Congo i 2006.

Og fra 2003 til 2013 redigerede jeg og skrev de fleste artikler til Udenrigsministeriets blad om IHB/FSB, IHBnyt/FSBnyt.

Diplom-journalist og tv/film

I 2000-01 tog jeg en diplomuddannelse ved CFJE, Journalist i en globaliseret verden. Det førte mig sammen med endnu en god kollega, Bo Jørgensen, erfaren tv-mand, der også havde boet og arbejdet i Det sydlige Afrika. Vi kunne lave noget sammen, fandt vi hurtigt ud af, og det gjorde vi: Over årene er det blevet til omkring et dusin dokumentarprogrammer til DR fra Afrika, Asien og Latinamerika. Om sundhed i den rige og den fattige verden, om udviklingsbistand, om klimaforandringer og klimatopmøder set gennem verdens fattiges briller, om verdenshandel og andet.

Vi har også lavet masser af kortere video-film til web. Vi har f.eks. ”oversat” budskaberne i lange og svært tilgængelige evalueringsrapporter til konkrete cases fortalt af de mennesker fra Uganda, Bangladesh osv., som det egentlig handler om.

Til Aarhus, Mediedokken – og Gambia

Jeg er aktiv i foreninger som Gambia Media Support (GAMES) og U-landsnyt.dk. Gambia kom jeg til ad en omvej via Aarhus: I 2009 forlod vores familie bofællesskabet Lille Grundet i Vejle efter 21 gode år. Vi flyttede tilbage til Aarhus, bl.a. fordi jeg gerne ville i et kontorfællesskab og se kolleger dagligt. Det er lykkedes. Siden 2010 har Mediedokken i Filmbyen været mit arbejdssted.

Her huserer bl.a. journalist, underviser mmm. Lars Møller, der i 2006 etablerede Gambia Media Support, der støtter medier, journalistuddannelse og -træning i det lille vestafrikanske land, som jeg ikke tidligere havde besøgt. Lars lokkede mig med til Gambia og ind i GAMES’s bestyrelse.

Så min biks er en blandet landhandel: Jeg skriver, laver film og video til web og undervisningsmateriale. Jeg laver kommunikation og oplysning for Danida/Udenrigsministeriet og en række folkelige organisationer. Og så har jeg skrevet og været medforfatter til bøger.

1992-1995: Mellemfolkeligt Samvirke, Lesotho

Da telefonen ringede i sommeren 1992 fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der skulle bruge en journalist og sundplejerske i det lille land Lesotho i Det sydlige Afrika, var familien klar til at rykke med det samme. Vi var godkendt af MS et par år i forvejen som ulandsfrivillige/udviklingsarbejdere, men der havde ikke før nu været jobs, der matchede vore profiler. Vi tog på forberedelseskursus, først i Kolding så i Tanzania, og landede i Lesotho i november 1992, hvor jeg arbejdede som informationsrådgiver for den nyetablerede sammenslutning af lokale NGO’er, Lesotho Council of NGO’s (LCN). Et par år i en lokal organisation – og udelukkende med dygtige, lokale kolleger – gav en helt unik mulighed for at se repræsentanterne for de mange internationale hjælpeorganisationer og donorer, der kom farende ind og ud, gennem lokale briller. Og det gav et væld af aha-oplevelser, jeg siden har kunnet trække på i mit arbejde med udvikling.

Hertil kommer, at Det sydlige Afrika gennemlevede en historisk omstilling i netop den periode: I 1993 havde Lesotho sit første rigtigt demokratiske fler-partivalg garneret med et par kupforsøg, og året efter gik den altdominerende nabo, Sydafrika, til valg.

1991–1992: Berlingske Tidende

I 1991 oprustede Berlingske Tidende i provinsen og ansatte fem områderedaktører. Jeg blev ansat til at dække Syd- og Sønderjylland fra mit hjemmekontor i Vejle. Efter syv år som radiojournalist var det en fornøjelse igen at skrive. Jeg var heller ikke så bundet af redaktionslokalet og telefonen, som jeg var på radioen, men drønede rundt i hele Syd- og Sønderjylland og mødte folk i deres rette omgivelser. Jeg forlod kun jobbet, fordi et årelangt ønske om at bo og arbejde i Afrika lod sig realisere.

1984-1991 DR-Kanal 94:

Via min afsluttende hovedopgave på Journalisthøjskolen, et radioprogram om arbejdsmiljø på slagterier, fik jeg foden indenfor hos grundige Eigil Andersen på DR Østjylland, der i mange år var redaktør af ”Faglig Brevkasse”, som jeg fik lov til at lave flere udgaver af. Det blev springbrættet til mit første, faste journalistjob, på Kanal 94, DR-regionalradioen i Vejle Amt. Det gav mig mulighed for at boltre mig inden for alle stofområder og genrer: nyheder, magasiner, debatprogrammer, quizzer og meget, meget andet. Jeg var reporter, nyhedsvagt, oplæser, tilrettelægger, redaktionssekretær og tillidsmand.

1980-84: Journalistuddannelse på DJH/Jydske Tidende

I 1980 var DJH i Aarhus stadig det eneste sted i Danmark, der uddannede journalister. Jeg klarede optagelsesprøven i andet forsøg – efter et højskoleophold hos Carsten Grolin på Store Restrup Højskole, og kom i praktik på Jydske Tidende i Aabenraa, der allerede dengang havde erstattet skrivemaskiner med computere. Jeg skrev, så det sprøjtede: Dækkede ”min egen” Lundtoft Kommune, sport, kultur, politistof, redigerede udlandssiden osv.

1975-79: Herlige fjumreår på Rena Krydderier, på FDB, i Frankrig og i Afrika

4½ år skulle der gå, fra jeg tog min studentereksamen (uden hue – sådan var det dengang), til jeg begyndte på journalisthøjskolen. Det var gode, formative år, der gik med et par år som lønarbejder hos P. Baunsgaard (ham med Rena krydderier) på Nørreport i Aarhus og på FDB’s Centrallager i Viby, et år i Frankrig som frivillig på et behandlingskollektiv for narkomaner og et halv års rejse i Vestafrika – bl.a. gennem Sahara – i egen bil.

 1975: Samfundssproglig student, Aarhus Statsgymnasium.